Mennesker…

No Comments

Et suk, kan man engang i mellem ytre sig, når frustration rammer én. Et liv der har kørt forholdsvis på skinner, i lang nok tid, er nødvendigvis ikke det bedste afsæt for at blive voksen. Det mærker man og lærer man lynhurtigt, når livet tvinger en til at vokse hurtigere end sindet og hjertet, måske helt er klar eller kan følge med til. Det har jeg i hvert fald prøvet.

Derfor kan det overraske at man kan opleve nære relationer
brænder én på en ny måde. Det være sig familie, venner, kollegaer eller dets lige. Særligt overraskende er det når man virkeligt er blevet bagtalt eller dårligt behandlet bag om sin ryg.

Der hvor man kan blive overrasket over forræderiet, er den måske mere en tragisk komisk affære ved konfrontationen, i hvert fald i mit tilfælde. Når man får sagt fra. Man får udtrykt at man ikke vil finde sig i at blive behandlet på den måde og at man ikke vil acceptere den form for opførsel.

Jeg vil i hvert fald kunne stå på mål over for mine børn. Det her er trods alt værdier, man bliver målt og vejet på. Vigtigere finder jeg det at vi får givet børnene de gode værdier videre. De kære børn, lærer jo gennem os. Forsvindende lidt, lærer de af os, men de lærer det meste igennem at observere os og gøre lige som os. Vi er jo deres (u)perfekte forældre. (u) står både for det uperfekte, men bestemt også for deres uvidenhed om alt det vi er som mennesker, alt det vi vælger at være og alt det vi vælger ikke at være. Alt det de selv skal erfare. Alt det som vi håber de vil betro os og lade os hjælpe med eller i det mindste bære med dem.

Tilbage til oplevelsen, var reaktionen, på min konfrontation; benægtelse. Okay fair nok, sådan kan vi alle reagere i ny og næ eller nok ret ofte. De sider vi ikke kan lide, har vi det med at tone ned og ikke acceptere. Men vi vokser mest når vi accepterer og arbejder med dem. Det der overrasker, mig, efterfølgende er at jeg nu nærmest er blevet “shunned” som Amish-folket eller Scientology og sikker mange andre religioner og kulturer gør hvis du forlader deres sti .

Det er alligevel mærkeligt. Man kan være et anderledes får, i flokken nok så længe, men hvis man så viser integritet, principper, ærlighed. Så bliver man ignoreret. Jeg står gerne ved at jeg kan skuffe. Jeg er ikke perfekt, slet ikke. Men jeg er skuffet over at blive undgået. For hvad? En undskyldning? Et erkendelse af ansvar? En følelse af skyld? Pinagtigheden over ikke at være perfekt? Vi er alle mennesker, ingen af os er perfekte.

Kender du den der tilbagevendende følelse af at skulle være “den voksne” i alle aspekter af livet, hvor det synes at andre har fripas og kan gøre som de vil. Jeg har svært ved det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.